Søkort, Apps eller kortplotter – Hvad skal jeg navigere efter?
Det korte svar er at bruge sin sunde fornuft, men der er forskellige overvejelser afhngigt af din bådtype og de farvande, du skal sejle i.
Vikingerne kunne navigere til Island baseret på erfaringer overleveret fra andre vikinger der havde været på togt. Som avanceret navigation havde de en krage med i bur som de slap løs. Hvis den fløj væk fra båden, fulgte de efter i samme retning i håb om at finde land. Hvis kragen kom retur, var konklusionen at der ikke var land i nærheden og de måtte så sejle videre.
Troels Kløvedal kunne sejle til Caribien efter den simple regel; sejl sydover og når smørret smelter så hold til styrbord. Som avanceret navigation havde han et ur, en kalender og en sekstant med for se om han var nogenlunde på den rigtige breddegrad.
I dag er der mange andre muligheder, og når du skal ud at sejle, skal du bruge de navigationsværktøjer der passer bedst til dig og dine præferencer.
Søkort:
Selvom du måske bruger en navigationsapp på din telefon eller tablet, er det altid en god idé at have et søkort med ombord. Der er altid en risiko for, at du taber telefonen eller tabletten over bord, eller den løber tør for strøm og du har glemt at lade kablet. Med de basale navigationsfærdigheder fra din uddannelse/kursus som fritidssejler, kan du altid finde din position, udstikke en kurs og navigere ved hjælp af et kompas, tid, afstand samt din fart i båden.
Navigationsapps:
Der er en bred vifte af navigationsapps tilgængelige til telefoner og tablets. Disse apps har på mange lystfartøjer erstattet de traditionelle kortplottere som det primære navigationsværktøj ombord. Fordelene ved navigationsapps er, at de altid har opdaterede kortdata, tilbyder brugervenlige grænseflader til ruteplanlægning og er økonomisk mere overkommelige end at købe opdaterede søkort eller en kortplotter.
Nogle af de mest udbredte navigationsapps i Danmark er Skippo og Navionics.
Skippo
Skippo her tidligere Krak til søs og har søkort til de indre skandinaviske farvande. Appen findes som en gratis version, som er fin til at bruge hjemme i sofaen for få inspiration til planlægningen af næste tur, men skal du bruge den som navigationsværktøj på båden, bør du opgradere til Pro visionen og betale abonnent.
Skippo Pro har også integrerede værktøjer til rute planlægning, AIS opdatering, vind og vejr, samt ankervagt m.m. Vær opmærksom på at Skippo kun kan bruges i Skandinavien og ikke dækker i eksempelvis Tyske farvande!
Hvis du planlægger at sejle uden for de indre skandinaviske farvande, så vælg en af de to store globale professionelle navigationsapps. Både Navionics og C-map er internationale apps, som tilbyder mere detaljerede og globalt opdaterede kortdata end eksempelvis Skippo. Disse apps har også bedre og mere avancerede ruteplanlægningsfunktioner, vejrudsigter langs ruten, ankerpladser, samt AIS-information m.m.
Navionics
Er nok en af de mest udbredte navigations-apps i verden, og nok også danskernes foretrukne app til navigation. Navionics bliver brugt professionelt, og du får globale detaljerede og altid opdaterede søkort, samt gode ruteplanlægnings værktøjer, AIS info, anker vagt, vind og vejr m.m. Navionics er det sikre valg til en navigations app, da det er den mest udbrede til lystsejlere, og der er derfor altid tips og gode råd at hente om hvordan du får det optimale ud af denne app
C-map
Personligt bruger jeg en anden af de store globale navigations-apps, C-map, som jeg fik anbefalet af en god sejlerven. Ligesom Navionics er C-map en de navigationssystemer, der bliver brugt professionelt.
C-map har en god brugerflade og samme funktionalitet som Navionics. Udover det er jeg glad for dens gode integration til appen Navily, som giver opdateret information om bundforhold på ankerpladser, og da jeg tit ligger for anker, er dette værdifuldt for mig.
Min erfaring er, at når man først er begyndt blive fortrolig med funktionerne i en app, samt har brugt logbogen til at tracke de ruter, man har sejlet - så holder man fast i den app, man er begyndt med at bruge.
Når du vælger en navigationsapp, kan du downloade den gratis i en måned for at se om den passer til dig og dine behov. Du kan også få anbefalinger fra andre sejlere, der allerede bruger navigations Apps, for at få bedre indsigt i deres brugervenlighed og funktioner.
Det er vigtigt at sikre, at din telefon eller tablet har en indbygget GPS-modtager, og at den er aktiveret og ikke bruger telemaster til positions bestemmelse. Du bør også downloade offline søkortene til din enhed, så du kan bruge appen uden at afhængig af en internetforbindelse under sejladsen.
Test din navigations-app ved at sætte din telefon eller tablet på flytilstand, når du er ude at sejle. Hvis appen ikke kan oprette en ny rute, kan det være pga. manglende GPS eller offline søkort på enheden, og du bør bruge papirsøkort eller kortplottere til at navigere efter. Medmindre du holder dig meget kystnært, hvor du ved der er god mobildækning.
Kortplotter:
Hvis din båd har en kortplotter, eller har mulighed for at blive opgraderet med en, kan det være en fordel. Kortplottere er mere pålidelige end mobilenheder og tablets, da de ikke løber tør for strøm, er mere robuste og designet til at blive brugt på havet.
Nyere og større både har ofte integrerede kortplottere, med elektroniske søkort, der tilbyder en brugervenlig grænseflade til ruteplanlægning og vigtige oplysninger under sejladsen. Det er vigtigt at holde dine elektroniske søkort opdaterede på kortplotteren.
Moderne kortplottere kan integreres med andre instrumenter om bord, som dybdemåler, vindmålere, autopiloter og AIS, samt data fra sensorer på motor og tanke. Dermed har du alle de informationer du skal bruge om båden på én skærm.
Hvis dine instrumenter og kortplotter er af ældre dato og ikke kommunikerer med hinanden, kan det være en god idé at opgradere til nye instrumenter, der kan integreres med kortplotteren. Dette giver dig mulighed for at udnytte fordelene ved en mere sammenhængende navigationsløsning.
Orca – hybrid mellem kortplotter og navigationsapps
Dette er måske et billigere og mere fleksibelt alternativ fra Getorca.com til de traditionelle kortplottere. Orca er et forholdsvis nyt koncept baseret på central ”core enhed” med digitalt kompas og GPS indbygget. Denne Core enhed er en fast installation på båden og får strøm fra bådens batteri på samme måde som kortplottere. Den kan kommunikere med de eksisterende instrumenter på båden som eksempelvis ekkolod, vindmåler, AIS, autopilot, samt bådens sensorer fra motor og tanke.
|
Med denne hybrid-løsning ”Orca Display” som er en maritim android tablet, har du samme funktionalitet som med kortplotteren integreret til bådens elektronik. Samtidig får man samme fleksibilitet som med navigation på telefon eller tablet, og man kan også have andre maritime apps installeret.
Holderen søger for trådløs opladning til skærmen. Denne skærm er i modsætning til de fleste andre tablets bygget og designet til livet ombord på en båd. Dvs. den kan tåle saltvand og man kan se skærmen i stærkt sollys.
Jeg har ikke selv erfaring med Orca systemet endnu, men jeg syntes, at de har et rigtigt godt koncept, der henvender sig til fritidssejlere. De er i en rivende udvikling med ny funktionalitet til systemet.
Hvis budgettet ikke tillader nye instrumenter, kan en ældre kortplotter stadig være pålidelig som backup eller sekundært navigationsværktøj. Den kan suppleres med navigationsapps på telefon eller tablet.
Husk, at valget af navigationsværktøj afhænger af dine specifikke behov, budget og præferencer. Det er altid en god idé at have flere navigationsmuligheder ombord for at sikre sikker og pålidelig sejlads.
Ps. Alt indhold i ovenstående er baseret på personlige erfaringer. Tag en snak med din lokale skibs-elektriker eller forhandler af marineelektronik, hvis du skal have lavet installationer på båden.
Skrevet af
Mads SailZoo den 7. juni 2023
Tilmeld dig nyhedsbrev
Følg med, når vi udgiver nye artikler om sejlads, nyheder i sejlindustrien og få early access til nye funktioner.