Skal båden på land eller blive i vandet vinteren over?
Nu kommer efteråret snigende til Danmark og der er jo mange af os som netop nu opvejer fordele og ulemper ift. om man skal lade båden ligge i vandet eller tage den på land for vinteren. Vi har derfor kigget lidt nærmere på fordele og ulemper i forbindelse med vinteropbevaring af båden.
Båden opbevares på land
Fordele:
Der er en række åbenlyse fordele ved at tage båden på land om vinteren. Den vigtigste fordel, som jeg vil pege på, er den gode nattesøvn ;)
I tilfælde af en hård isvinter behøver man ikke bekymre sig om hvorvidt båden i vandet synker på grund af en frostsprængning, men når det slår om til tøvejr er der frit lejde for at vandet løber ind i båden, og man skal inspicere båden for frostsprængninger. Dette problem slipper man helt for, når båden er på land.
En anden god grund til at tage båden på land er vinterstorme. Vindstødende i sig selv er egentlig ikke problemet, hvis båden er korrekt fortøjret. Men vinterstormene kan give ekstremt højvande eller lavvande, hvilket kræver, at du justerer fortøjningerne og sikrer, at båden er ordentligt beskyttet af fendere, hvis den ligger langs kajen. Hvis du ligger på en flydebro, slipper du selvfølgelig for dét problem, men her kan fendere finde på at poppe op mellem din båd og broen, så det kræver stadigvæk tilsyn.
Muligheden for at opbevare båden i en opvarmet hal vinteren over. Så er der ingen bekymringer med fugt i båden, og du kan lade hynder og andre ting, der ikke skal blive mugne, ligge i båden. Den bliver heller ikke beskidt, og der kommer ikke grønne alger på dækket. Det er også mere behageligt at udføre service og små reparationer, samt klargøring af båden i løbet af vinteren.
Ulemper:
Ikke alle havne tillader, at båden bliver sat på land, mens masten forbliver på båden, og de fleste skader på den stående rig kommer i forbindelse med, at masten tages af eller sættes på. Er man ikke selv erfaren i at tage masten af båden, eller har en erfaren sejler-ven der kan hjælpe, så kontakt en rigger og få professionel hjælp til at tage den stående rig af båden.
Man skal også tage højde for omkostningerne ved at bruge en kranbil eller havnens faciliteter til bådløft.
Ugifter til et solidt bådstativ, såfremt det ikke er inkluderet i havnetaksterne for din bådplads.
Hvis man venter med at booke optagning af båden indtil efter efterårsferien, kan man risikere regn og blæst på det tidspunkt, man har planlagt optagningen.
Når båden skal i vandet igen i april måned, og den skal bundmales lige før den planlagte tid for søsætning, kan man også risikere kolde temperaturer, hagl eller endda snebyger.
Vælger man en bådtransport til at flytte båden til et opbevaringssted væk fra havnen, skal man også påregne omkostningerne til dette.
De danske vintre er efterhånden blevet ret milde ift. forrige årtier, så der kan komme en del gode dage, hvor man gerne ville have været ude at sejle i løbet af vintersæsonen. Det samme gælder om foråret, hvor der også kan være nogle gode sejlerdage, før båden er blevet sat i vandet igen.
Båden bliver i vandet om vinteren
Lad os kigge på fordele og ulemper ved at lade båden ligge i vandet hele året.
Hvis havnen er godkendt som en såkaldt A-havn af forsikringsselskabernes brancheorganisation, kan du lade båden blive liggende vinteren over. Men for god ordens skyld, bør du tage kontakt til din bådforsikring, hvis du ikke er 100% sikker på, hvad netop din forsikring dækker. Nogle forsikringer dækker uanset om det er en A- eller B-havn.
Fordele:
En oplagt fordel er muligheden for at spare udgifterne til at tage båden på land om efteråret og søsætte den igen om foråret, samt udgifter til et bådstativ. Som et alternativ kan man da vælge at løfte båden ud af vandet en sommerweekend, fjerne alger og rurer, give den en frisk bundmaling, og derefter sætte den tilbage i vandet samme weekend. Nogle vælger dog at strække tidsintervallet for vedligehold og nøjes med at tage båden på land hver anden sæson. Det kræver, at man har mod på at svømme rundt om båden med en gulvskrubbe og børste algerne af i løbet af sommeren 😉
Ved at lade båden blive i vandet hele året har du muligheden for at sejle en tur i løbet af vinteren, og nyde de flotte vinterdage på vandet. Hvis båden ligger et hyggeligt sted, hvor du gerne vil opholde dig ombord i løbet af vinteren, kan du overveje at sætte lyskæder op på båden for hyggen og desuden finde den det rigtige varmesystem for din båd. På den måde kan den blive et hjemsted for mange hyggelige stunder i løbet af vinteren."
I vinterhalvåret er der masser af plads i havne, og du vil højst sandsynligt kunne finde en god plads til båden over vinteren. Skal du ikke bruge båden i løbet af vinteren, så kontakt en kalechemager eller sejlmager og undersøg muligheden for at lave en ”skræddersyet” vinteroverdækning til din båd.
Ulemper:
Der er flere risici at forholde sig til, når man efterlader båden i vandet i vintermånederne. Det inkluderer risikoen for frostsprængninger i motoren, i varmeinstallationer og ikke mindst i søventilerne og slangerne på dem.
Du bør være opmærksom på bådens fortøjninger, da vinterstorme kan medføre ekstra slid på dem. Der kan også opstå problemer og skader ved ekstremt høj- eller lavvande, medmindre båden ligger ved en flydebro.
Man skal forholde sig til fugt og udluftning i båden. Hynder, dyner m.m. risikerer at blive mugne i løbet af vinteren, hvis ikke der er ordentlig udluftning eller udtørring af indeklimaet på båden.
Vedligehold og småreparationer er sværere at udføre når båden ligger i vandet om vinteren.
Elektrisk tæring - når din båd er i vandet hele året, og i særdeleshed i det fugtige vinterhalvår, så er dine elektriske systemer i langt højere grad udsat for det fugtige havmiljø, som leder til hurtigere tæring på båden, din elinstallation og motor.
Vinterhalvåret er ekstremt hårdt for din sprayhood, kaleche, lazyjack og sejl. Så der kan hurtigt opstå mug og skimmel på dine stofdele udvendigt på båden, således de mørner hurtigere. Det er derfor en god idé, hvis du har et ekstra sæt af ovennævnte ting, som måske er af ældre dato og derfor kan monteres på båden til vinterbrug.
Mange havne har lukket for havnefaciliterne om vinteren, som f.ek.s adgang til vand, hvilket kan være ret træls, når man ønsker at bruge båden.
Uanset hvad man vælger, er det vigtigt at overveje hvordan man bedst opretholder værdi og stand af båden. Det kan derfor være nyttigt at konsultere andre lokale bådejere eller bådværfter for at få indsigt i, hvad der fungerer bedst i dit område. I sidste ende afhænger beslutningen om at tage båden på land eller lade den ligge i vandet af dine personlige præferencer, budget og hvor trygt du ønsker at kunne sove når/hvis ”Kong Vinter” tager fat.
Ps: Undertegnede lader båden ligge i vandet og tager båden på land hver 2. sæson - dette har indtil videre virket uden problemer.
Skrevet af
Mads SailZoo den 10. oktober 2023
Tilmeld dig nyhedsbrev
Følg med, når vi udgiver nye artikler om sejlads, nyheder i sejlindustrien og få early access til nye funktioner.