Her er 20 praktiske hacks, der kan gøre livet lidt lettere for enhver sejler:
-
Brug nylonstrømper til at tjekke for propelskader: Løb en nylonstrømpe langs overfladen af din propel. Hvis strømpen river sig, indikerer det små hakker eller skarpe kanter, som kan kræve en gang slibning/reparation, så du kan forbedre effektiviteten af din propel.
-
Hjemmelavet rustfjerner: Bland lige dele salt og citronsaft, som du kan bruge til at fjerne rust fra metaldele. Påfør skidtet, lad det sidde i et par timer, og skrub derefter f.eks. med en gammel tandbørste. Er nyttigt til småbeslag og værktøj ombord.
-
Vandtætte tændstikker med klar neglelak: Dyp hovedet på tændstikkerne i klar neglelak for at gøre dem vandtætte. Dette trick sikrer, at du altid har fungerende tændstikker til rådighed, selv under fugtige forhold.
-
Brug hårbalsam til at løsne fastgroede lynlåse: Hvis du har en lynlås, der er svær at få op eller i, kan en lille mængde hårbalsam påført langs lynlåsens tænder hjælpe med at løsne den. Det er en livredder til alt fra jakker og soveposer til bådkalecher og bompresseninger. Ellers find en kalechemager, der kan hjælpe dig.
-
Silica-poser i værktøjskassen: Hold værktøj fri for rust ved at lægge silica gel-pakker i din værktøjskasse. Husk at skifte dem regelmæssigt.
-
Hav altid en paraply ombord på båden: Skal du fixe noget, f.eks. ude i stævnen, der kræver små dimser og skruer, så vend paraplyen på hovedet mellem vandet og din båd. På den måde kan du forhindre at diverse små dimser ryger i vandet.
-
Brug ris til at redde elektronisk udstyr: Har du tabt din tlf eller andet elektronik i vandet, så læg det i en pose eller skål med ris natten over i slukket tilstand. Det suger fugt ud af dit udstyr.
-
Vandflasker som isblokke: Skal du på tur og vil spare på strømmen til køleskabet, eller har du slet ikke et køleskab ombord på båden, så fyld gamle vandflasker med vand og frys dem ned. Læg dem derefter i køleskabet/køleboksen ombord på båden for at holde temperaturen nede. Du kan passende bruge vandet bagefter, når isen er tøet.
-
WD-40 til at løsne fastgroede genstande: Hav altid WD-40 ombord! Det er fantastisk til at løsne korroderede bolte, skruer og andre metaldele.
-
Brug eddike til at fjerne saltvandsaflejringer: Spray eddike på områder, der er belagte med salt, og lad det virke et øjeblik, før du skrubber det af. Det virker forresten også mod skimmel!
-
Tandtråd til nødreparationer af sejl: Er uheldet ude på turen, og har du fået en flænge i sejlet? Ligger du i dette tilfælde i en havn uden en marinebutik eller andre sejlmagere i nærheden, så kan du altid bruge en gang tandtråd som sytråd. Det er stærkt, og kan bruges som en midlertidig løsning, hvis dit sejl får en rift. Og det gode er, at det kan købes i næsten alle supermarkeder og kiosker.
-
Klips fra sodavandsdåser som lynlåstræk: Fastgør klips fra en sodavandsdåse til en ødelagt lynlås for en hurtig og midlertidig løsning.
-
Brug elastiske bagageremme som simpel selvstyrer til både med rorpind: Der er mange langt mere komplekse versioner af denne, men den mest simple, effektive brug er at sætte en elastisk bagagerem på hver side af båden ved rorpinden, og så vikle den modsatte ende af remmene rundt om rorpinden. Så kan du balancere hvor meget træk/slæk der skal være i pinden ved at vikle en ekstra omgang rundt om rorpinden, indtil båden holder den ønskede kurs.
-
Brug et ekstra fald i masten til små børn ombord: Har du små børn ombord på sejlbåden, som gerne vil krudte af oppe på dæk, så sæt en livssele til børn på dit barn og hæft faldet fat i krogen bagpå livsselen. Hejs herefter faldet, så barnet kun lige har fodfæste. Så kan dit barn lidt mere frit hoppe rundt på båden uden at falde overbord. Børnene synes oftest også at det er utroligt skægt at "svæve" hen over dækket.
-
Båthorn med gasbeholder til rens af tilstoppede vandindtag eller afløb: Hvis f.eks. søvandsindtaget på båden er tilstoppet, så kan du gøre følgende: Luk søventilen, tag slangen af ved motoren og sæt båthornet ned over slangen, åbn søventilen og blæs luft igennem slangen. Luk søventilen igen. Du har nu blæst tilstopningen ud. Brug evt. høreværn da det jo larmer en del.
-
Brug rustfrit stål til at slippe af med fiskelugt fra hænderne: Har du fanget og parteret fisk på sejlturen, så kan du gnide dine hænder op ad noget af alt dit rustfrie stål ombord på båden. Rustfrit stål indeholder Chromium, som dræber lugten af f.eks. fisk.
-
Brug Laserafstandsmåler til at bedømme afstand på vandet: Skal du f.eks. sætte anker blandt andre både, kan det være svært at afstandsbedømme, når man er på vandet. Med en laser-afstandsmåler kan du blot pege over på nabobåden og se, om du er i behørig og sikker afstand til den anden ankerligger.
-
Bind et stykke sejlsnor i center af dit rat: Så har du altid føling med om roret er i center, og det gør dig også i stand til fysisk at mærke, hvis noget bliver offset under sejladsen.
-
Brug en cykelslange: (Eller andet gummi) til at vikle rundt om vantskruer i dæk og andet tåbrækkende metal, der stikker op af dækket. Ikke kønt, men gavnligt på farten!
-
Brug butylbånd til at tætne utætheder: Har du f.eks. skruer i dækket, som lækker ved regnvejr, så brug butylbånd til at tætne med. Skru skruen ud, læg butylbånd ovenpå hullet og rul en lille smule rundt om skruehovedet, og skru så skruen tilbage på plads. Butyl størkner ikke, og du kan derfor afmontere det igen på et senere tidspunkt, når du har tid til at udbedre skaden udførligt.
Sådan! Det var 20 hurtige hacks, der forhåbentligt gør sejlerlivet både lettere og sjovere, uanset om du er nybegynder eller garvet sejler. Tag dem i brug næste gang du er på vandet. Klar, parat, sejl!