SailZoo Blog

Sikkerhed til søs - Sådan sikrer du dig før, under og efter din sejltur

Sikkerhed til søs - hvad enten det er sejlbåd eller motorbåd - er vigtigt for at sikre en behagelig og fornøjelig tur. Hvis sejlads er nyt farvand for dig, så er denne artikel et must at lse! Der er nemlig visse forholdsregler, du bør tage for at sikre dig selv og dine gasters sikkerhed.

Vi har samlet nogle simple råd om sikkerhed før, under og efter din sejltur. Til dig, der har begrænset erfaring med sejlads eller er helt nybegynder på vandet:

Før turen:

  • Gør dig bekendt med båden og dens udstyr. Det er vigtigt at vide, hvordan man betjener systemer ombord på båden, såsom sejl/motor, radio, navigationssystemer, sikkerhedsudstyr og lignende.
  • Tjek vejrudsigten og justér dine planer ud fra dette. Det er vigtigt at være opmærksom på kommende kraftig vind eller høj sø, så du kan planlægge din tur i overensstemmelse hermed.
  • Sørg for at have det nødvendige sikkerhedsudstyr ombord. Som minimum redningsveste til alle, et horn eller en fløjte og en førstehjælpskasse. 
  • Efterlad en plan over din forventede sejlads (sejlrute / destination / varighed) hos en ansvarlig person på land. Dette er også kendt som en “Livline til land”. Det vil hjælpe redningspersonale med at finde dig, hvis du løber ind i problemer.
  • Kontroller olie- og brændstofniveauerne på din båd, og foretag eventuelle nødvendige reparationer, før du tager af sted. 
  • Det er vigtigt at sikre sig, at båden er i god stand, inden man begiver sig ud på havet.

Under turen:

  • Bær altid en redningsvest. Ulykker kan ske, og en redningsvest kan være forskellen på liv og død i en nødsituation.
  • Hold øje med andre både og følg søfartsreglerne. Observér i god tid hvordan andre både reagerer i forhold til dig på vandet, så du kan undgå kollisioner. Også selvom modparten ikke overholder sine vigepligter.
  • Forbliv ædru, mens du betjener båden. Sker der først et uheld på vandet, så skal du kunne reagere lynhurtigt og kontrolleret. Laver du skader på andre både, dækker din forsikring heller ikke, hvis du har været beruset.
  • Overvåg motoren for usædvanlige lyde eller vibrationer. Hvis du hører eller mærker noget ud over det sædvanlige, er det vigtigt at stoppe op og vurdere situationen, inden du fortsætter.
  • Følg så vidt muligt din sejlplan, men vær fleksibel og justér dine planer om nødvendigt. Hold gerne din livline til land underrettet i takt med at sejlplanen justeres.
  • Sejler du med sejl, så hold altid øje med vejret. Er der tunge skyer i horisonten, så sørg for at rebe sejlene i god tid, inden uvejret rammer. Så bevarer du kontrollen over båden. 
  • Er der uvejr på vej og du vil søge læ i havn, så gør det gerne INDEN uvejret rammer, hvis dette er muligt. Det er nemmere at lægge båden til ved rolige vindforhold fremfor i hård vind og høj sø. 

Efter turen:

  • Sørg for at båden er fortøjret forsvarligt, evt. med spring til klamperne midtskibs. Det er en god idé med fortøjningsfjedre så der ikke opstår ryk i båden ved meget blæst. Ligger du på en flydebro skal båden have relativt stramme fortøjninger, da broen automatisk følger vandstandsændringerne. Ved fast mole eller pælepladser er det en god idé med lidt slæk på fortøjningerne, så der er plads til stigninger og fald i vandstanden. 
  • Sørg for at tjekke båden efter din tur. Notér ting, du har opdaget, som kræver ekstra vedligehold eller reparation inden næste tur. På dén måde sørger du for, at opgaverne for vedligehold ikke løber over ende, og at din båd forbliver i god stand.
  • Tjek sikkerhedsudstyr efter behov. Det er vigtigt at sørge for, at alt dit sikkerhedsudstyr er i god stand, og at du har nok ved hånden til din næste tur. Har du f.eks. oppustelige redningsveste ombord så sørg for, at de ikke er fugtige af saltvand og hæng dem til tørre, så de er klar til næste gang. Der sidder en gaspatron af metal inde i vesten, og saltvand tærer hurtigt metal.
Ved at følge disse råd kan du være med til at sikre en fornøjelig tur på vandet, så du og dine gaster kan have tillid til, at du sejler sikkert og ansvarligt.

Se også
Find forhandler