SailZoo Blog

Sådan opsætter du masten på din sejlbåd

Med solen højere på himlen og dagene, der bliver længere, er det tid til at få gjort båden klar til sejlsæsonen. En af de vigtigste opgaver er opsætning af masten – en proces, der kræver omhu og forberedelse. I denne guide tager vi dig igennem de essentielle skridt til, hvordan du korrekt forbereder og opsætter masten på din sejlbåd. Disclaimer: Hvis du, kære læser, sejler motorbåd, indrømmer jeg, at denne artikel bliver møgkedelig og irrelevant - beklager på forhånd. Vi skal nok komme efter det!

master på sejlbåde i havn

Efterse riggen i god tid inden masten skal sættes på.

Riggen udsættes for meget i sin levetid. Mange voldsomme ryk, konstante vibrationer og ikke mindst saltvand, som trænger ind alle steder. 
Når masten er lagt ned om vinteren, bør riggen undersøges omhyggeligt. Mange skader kan konstateres ved et grundigt eftersyn. Det kan blive meget dyrt, hvis riggen går i stykker på grund af, at den ikke er blevet efterset og vedligeholdt korrekt.

Forbered dig i god tid med et eftersyn af den stående og løbende rig. Ved et eftersyn kan du opdage i tide at noget skal skiftes, så du ikke først opdager det den dag masten sættes på. Det er også ved mast påsætning og afmontering at de fleste skader opstår på riggen, så det er en god idé at være påpasselig med sin inspektion og planlægning.

I værste fald kan det blive fatalt for både besætning og båd, hvis masten knækker af i hårdt vejr.
Ved en visuel inspektion skal du være specielt opmærksom på følgende punkter: Korrosion, tæring, metaltræthed og revnedannelser.

Vær specielt opmærksom på wire-terminalerne samt på områder, hvor der er rustfrit stål på aluminium. Det er typisk her, at der opstår korrosion først.
Knækkede kordeller og korrosion ved terminalerne
Gennemgå dine wirer for lus. Hvis der er lus i wirerne, så rådes du til at skifte disse wirer. Lus er små metaltråde der stikker ud fra wiren, og kan være svær at spotte med det blotte øje. Et trick her er at bruge noget vat og køre det op ad wiren. Hvis der er en lus, så vil vattet blive hængende i wiren.


Det er også en god idé at smøre dine vantskruer med fedt før sejlersæsonen, så du lettere kan justere dine vantskruer.

Ydermere bør du også se dine sallingshorn efter. Tjek beslag og beskyttelse yderst på dine sallingshorn, så det ikke resulterer i, at dine sejl slides i stykker under sejlads. 

Sørg også for at tjekke dine kabler og stik i masten til lanterner, antenner, vindmåler m.m.

Tip: Det er en god idé at afmontere windex, når masten er taget af, da den ofte bliver beskadiget under transport og opbevaring. Husk at montere den igen, når masten er klar til at blive løftet.
Det er ofte set, at windex'en bliver ødelagt under påsætning af masten. Vær opmærksom på denne, så der ikke efterfølgende er behov for en mand i masten, eller at masten skal af igen.

I løbet af vinteren er det en god idé at tage fald, skøder og reb ud af masten og afvaske dem for saltvand. Tilsæt lidt skyllemiddel i vandet for at gøre skøder og fald bløde. Er dine meget beskidte, så læg dem i en stor vaskepose og giv dem en tur i vaskemaskinen.
Med alderen opstår der slid på grund af brugen af tovværket samt påvirkning fra sollys og saltvand på den løbende rig. Derfor bør man tjekke og udskifte bådens tovværk jævnligt, så der ikke opstår ubehagelige overraskelser i løbet af sæsonen.
Føler du dig ikke selv sikker på at efterse riggen, så tag en rigger med på råd.

Book en kranbil i god tid

På nogle havne kan man bruge havnens kran og løftefaciliteter, men i de fleste tilfælde skal man selv booke en bådtransport til at sætte båden i vandet samt løfte masten på båden. Tal med nogle af de andre bådejere i havnen, hvor du ligger, og gå eventuelt sammen om at booke en kranbil i god tid. På den måde får I båden i vandet på det tidspunkt, I har planlagt, og ikke først når der er en ledig kranbil. Det gør samtidigt påsætning af masten nemmere, når der er flere hænder til at hjælpe til. Det samme gør sig gældende, hvis havnen har egne kranfaciliteter.

Guide til opsætning af mast:

Uanset om du anvender en kranbil eller havnens mastekran, gælder de samme principper for montering af masten.

Det sikre løft

Pas på, når du løfter masten! Hvis du løfter den lige i midten, kan den nemt tippe. Så husk, løftestroppen skal sidde cirka en meter over midtpunktet for at holde masten stabil med tyngden i bunden.

En smart løsning er at bruge en rundsling – det er sådan en smart løftestrop, der danner en løkke. Bind et reb til den og fastgør det under bombeslaget, så det tager vægten, når du løfter. Men vær opmærksom, fordi løftestroppen sidder over sallingshornene, skal nogen op i masten bagefter for at få stroppen fri.

Løft ved sallingshornene

For mindre master med ét sæt sallingshorn kan du placere løftestroppen lige under dem. Bind et reb til stroppen, så du nemt kan trække den fri, når masten er på plads. Hvis du er usikker på, om masten kan holde til det, så brug "nedhaler-rebet" og sæt det ved bombeslaget for ekstra sikkerhed. Bare husk, hvis der ikke er en stærk person til at holde i mastens bund, kan den vippe.

Den gode nyhed? Med denne metode behøver du ikke sende nogen op i masten for at fjerne stroppen.

Afhængigt af mastens type, findes der forskellige metoder og teknikker for løft. Før du planlægger at løfte masten, bør du konsultere bådens manual for specifikke instruktioner om, hvor masten skal placeres. Der kan også være anbragt en markering på masten, der angiver, hvor løftet bør foretages.

Dansk Sejlunion har skrevet en meget god og præcis artikel, vi selv godt kan lide, om sikker brug af mastekran. Den kan du læse her. Et kort uddrag omhandlende trin-for-trin får du lige her:

Trin-for-trin:
  1. Det er optimalt med minimum tre personer: Én til at styre kranen, én til at lede og holde mastens bund, og én til at fastgøre stag og topvanter.
  2. Når alt er forberedt, løfter kranføreren stille og roligt masten op. Den, der er ansvarlig for at holde mastens bund, styrer masten fra denne position.
  3. Når masten er løftet og står mere eller mindre lodret op, drejer kranføreren den langsomt ud over båden og sænker masten på plads i mastefoden.
  4. Det er nu op til den tredje person at fastgøre topvanter og stag. 
  5. Når de er gjort fast og spændt op med hånden, kan kranen slækkes og gøres fri af masten. Det er ikke nødvendigt at spænde masten hårdt op på dette stadie.
Rulleforstaget? Det kan flytte balancen. Så sørg for, at det er strammet godt ind til masten, så det ikke roder med balancen, mens du løfter. 

Når det er gjort, er alt, der står tilbage, at trimme riggen – og det er jo en hel videnskab for sig!

Men her kommer en kort tommelfinger-guide til hvordan du selv kan trimme riggen uden at komme i unoder, såfremt du har en wire-rig:

Trim af rig til sejlbåd

De 3 mest almindelige materialer, den stående rig oftest består af, er:
  1. Wire rig: Snoede metaltråde samlet i en terminal - mest almindelig rig på de fleste almindelige både
  2. Rod rig: Solide metalstænger.
  3. Dyneema rig: Simpelt fortalt en slags tovværk, der er lavet af en type ultra-high-molecular-weight polyethylene (UHMWPE) fiber. Meget stærkt og markant lettere en eksempelvis rod-rig og wire-rig.

Statisk rigtuning i havn:

Før du stikker til søs, starter du med statisk tuning af din rig mens båden er i havn. Dette indebærer at sikre, at hele din stående rig er løs nok til justering, masten står lodret og centralt, og at vantskruerne strammes jævnt fra top til bund med håndkraft. Formålet er at opnå en stabil og lige mast uden sideværts hældning, klar til finjustering.
  1. Sørg for at alt wire / stående rig er “håndslap”, som en sløv guitarstreng - masten bliver stående uanset :)
  2. Sørg for at masten står lodret og ikke læner sig til den ene eller anden side.
    Et lille tip til at sørge for at masten er centreret er at fastmontere et langt målebånd til en sejlslæde i masten, og bruge et fald til at køre den helt til top i masten. Så er du sikker på du måler præcist fra midten af masten. Herefter måler du afstanden fra røstjern i styrbord side og sammenholder afstanden med røstjernet i bagbord side. Måden du justerer mastens hældning sidevers, er faktisk de nederste vanter (undervanter), og IKKE topvanterne.
  3. Når masten står lige, er det tid til at spænde riggen op. Du starter fra toppen og arbejder dig ned mod bunden. I første omgang er det nok at spænde vantskruerne op med hånden, så meget du kan, fra top til bund.
  4. Når det er stramt nok til at masten ikke dingler rundt, er det tid til at montere bommen, og derefter spænde alle vantskruer præcist samme omgang pr. vantskrue. Altså hvis du nu strammer 2 hele omgange på styrbord topvantskrue, så skal du også stramme præcist 2 omgange på bagbord vantskrue.
  5. Check løbende at masten forbliver i balance mens du spænder: Et tip til dette er blot at kigge langs masten op gennem sejlslæde-sporet hele vejen til top. Hvis der kommer ubalance, så vil du hurtigt se en lille kurve sidevers i sejlslæde-sporet. Dette udbedres ved enten at spænde op i modsatte vantskrue, eller løsne i vantskruen til dén side, som masten bøjer.
  6. Når der er spændt OK op i alle vanter og masten ikke bøjer sidevers, så er masten færdigtunet i havnen. Den skal ikke være spændt mega hårdt op på dette stadie. Det kommer ved næste skridt: Dynamisk tuning.

2. Dynamisk tuning af riggen:
Efter at riggen er tunet statisk, er næste skridt en dynamisk rigtuning. Dette gør du ved at sejle ud en dag hvor der er en Sand Vind på omkring 6-7 sekundmeter, helst uden større bølger, og hvor du kan krydse mod vinden, når du sejler.
  1. Du starter med at sejle på kryds mod vinden, og her spænder du så først vantskruerne på den læ side (husk at tælle præcise omgange!)
  2. Herefter kryder du på modsatte halse og spænder så ligeledes vanterne i den “nye” læ side, præcis samme omgang som du spændte vanterne i modsatte side.
  3. Denne proces fortsættes indtil der ikke længere er nogen vanter der står og “slacker” eller “hænger” på den læ side.
  4. Du er nu - i grove træk - færdig med tuning af riggen. Dette kan forfines meget mere, afhængig af type båd og din foretruknke type sejlads. Markér evt. vantskruerne med tape, dér hvor du har spændt riggen til, så kan du spænde dertil igen, næste gang du skal montere masten. 

Er det din første gang med at sætte masten på? Og mangler du en erfaren hånd? Tøv ikke med at ringe efter en rigger. Det kan spare dig for både tid og penge i det lange løb.

Et par tips til sidst:
  1. Tjek dine sallingshorn: De må ALDRIG bøje nedad, når masten er på båden og riggen spændt op. Det er et tegn på forkert montering og risiko for at masten inden for kort tid kan knække eller vælte, hvis du sejler ud i hårdt vejr. En tommelfingerregel, når du står og spejder op ad masten efter montering, er at (bagudvendte) sallingshornene helst skal pege en lille smule opad eller som minimum være monteret i ret vinkel til masten. Nedadvendte sallingshorn er No Go!
  2. Mastebøjning: Når masten er monteret på båden og riggen spændt, må masten ALDRIG bue baglæns/agter, set fra siden. En mast (på moderne både) har ofte en lille smule pre-bend, men dette er altid med “maven” ud mod stævnen og altså IKKE agter ud. Det er ingen mast designet til. Master, der buer “baglæns” på midten, er No Go.
  3. Seldén, som er producent til langt størstedelen af moderne master på sejlbådende i de danske havne, har ligeledes en god guide til deres master. Den kan du læse her.

Se også
Find forhandler